Welcome
Username:

Password:


Remember me

[ ]
2. DaletPlus til radio - On air Player og Mix Editor
on Sunday 21 October 2007
by Pierre author list
in DaletPlus
hits: 4977

Denne artikel er en del af en serie, hvor vi ser nærmere på DaletPlus. Her om on air playeren og mix editoren.

En af de ting som har gennemgået en stor forandring i DaletPlus i forhold til Dalet 5.1 er on air playeren og mix editoren.

Da jeg købte mit første Dalet 4.25 system til Station København i 1995, så var Navigatoren og Mix Editoren stort set som den er i dag i Dalet 5.1. Den gang var funktionaliteten helt moderne, og faktisk en af grundene til at Dalet blev så populært. Men siden er der ikke rigtig sket noget. Bevares, symbolerne på knapperne er frisket lidt op, men funktionaliteten er den samme og det er layoutet grundlæggende også.

On air player (Navigator)

Det er der lavet om på i DaletPlus - faktisk så meget så Dalet 5.1 brugere nok vil have svært ved at kende playeren og konservative Dalet 5.1 brugere vil nok slet ikke kunne lide den.
De af os, som også har afviklet på andre systemer vil dog have væsentlig lettere ved at finde os hjemme, da man nu selv kan bestemmer hvordan stort set alt skal se ud.
Det gælder antallet af playere, man kan få en Navigator med 1, 2 eller 4 playere, og man kan få flere navigatorer med forskellige playlister. Man kan selv definere hvilke tællere man vil have og hvordan de skal se ud, og man kan selv vælge hvilke oplysninger der skal stå på skærmen om lydene.
Desuden har Dalet nu lært hvad vi andre har vidst i mange år.... det er altså meget rart at kunne se hvad man har spillet
Samtidigt er det lille timeglas med nogle bittesmå tal, som viser tilbageværende intro-tid, fyret. I stedet kan vi vælge at få en tæller som man rent faktisk kan se.

En to-kanals Navigator kan fx. se sådan ud:


Figur 1 - Navigator med 2 playere - klik på billedet for at forstørre

Til venstre har vi listen over programmer - den har sådan set ikke noget med playeren at gøre, her kunne også være en liste over musik eller en tekst eller noget andet.

Det store vindue er så selve playeren. Øverst er der en række knapper. Det vil blive for omfattende at gennemgå dem alle her, men herfra åbnes mixeditoren, autopilot sættes til og fra osv. Jeg har selv valgt hvilke knapper jeg ville have og i hvilken rækkefølge.

Herunder har jeg valgt at der skal være to tællere. Den første er tilbageværende tid for den ting der spiller, og den anden er tilbageværende intro-tid. Jeg kan selv vælge mellem forskellige farver og skriftstørrelser.

Neden under er der så en linje med navnet og tidspunktet for mit program, og under det igen er så listen med de ting jeg har spillet.

Neden under er der så to playere. Jeg har også valgt hvilke knapper der skal være her. Vinduet hvor man kan se hvad vi spiller har jeg også selv designet.
Forholdet mellem den tid der er gået og den tid der er tilbage vises ved at den hvide farve fortrænger den grå fra venstre mod højre - og jeg kan i øvrigt selv vælge at den hvide farve skal være noget andet, ligesom hele boksen kan blive gul når der er et antal sec. tilbage. Teksten der står i boksen har jeg også selv valgt. For en station som spiller klassisk musik vil det fx. være vigtigt at skrive komponister og forfattere, og hvis det er en player der kun bruges til nyheder, vil man måske foretrække at se navnet på den journalist der har lavet indslaget og ud-ordene. Også her kan man vælge forskellige tællere, og det lille waveform vindue giver en ultra hurtig metode til lige at se at der rent faktisk er indspillet noget i lydfilen, og at det hele ikke er digital støj.

Neden under igen har jeg så listen med kommende sange. Her har jeg valgt at jeg vil se det forventede start-tidspunkt for sangen, titel, kunstner, varighed og introtid. Det valg er ret Dalet 5.1-agtigt, men også her kan en nyhedskanal ønske sig noget andet, og det samme kan en station der spiller klassisk musik.

Mix Editor

Mix editoren har fået en gevaldig overhaling. En af de største begrænsninger ved den gamle mix editor er, at en overgang mellem to sange kun kan bestå af: En sang - en voice insert - en sang. Voice inserten kan dæmpe de to sange, og det er så det.
Hvis du vil have en sang - en voice insert - en jingle - en sang, så bliver det meget bøvlet. Det er løst i DaletPlus.


Figur 2 - MixEditor med 2 sange, en voice insert og en liner - klik på billedet for at forstørre

Ovenfor ses et eksempel på et mix mellem to sange, hvor jeg både har lagt en speak og en jingle (øverst). Den hvide stiplede linje under speaken og jinglen er ducking-kurven, hvor jeg kan bestemme hvor meget voice-inserts'ne skal dæmpe musikken. Hvis det kun er den ene sang der skal dæmpes, fordi den anden sang er lav nok i forvejen, så kan jeg trække rundt på punkterne i duckin-kurven, så jeg kun dæmper jeg kun den ene sang. De to voice-inserts kan også mixes, da de ligger i hvert sit spor, og jeg kan frit trække dem rundt.
Den grønne streg med [i] mærket nede på 7 Seconds viser hvor min intro-tid slutter.
 

RSS Feeds
Our news can be syndicated by using these rss feeds.
rss1.0
rss2.0
rdf
All trademarks are © their respective owners, all other content is © Soelberg Broadcast & IT Consult ApS. Deep-linking to pages on this site is allowed.